Altid frejdig når du går melodi

Christian Richardts 'Væbnersang', der bærer titlen 'Altid frejdig, når du går', blev oprindeligt forfattet som en del af et eventyrspil, men ikke desto mindre har kompositionen fundet vid udbredelse som aftensang og fik desuden markant betydning for de danske frihedskæmpere dh perioden under besættelsen. Melodien, skabt af C. E. F.

Weyse, var oprindeligt komponeret til Aalborg aarhus tog pris 'Dagen går med raske fjed', men den harmonerer bemærkelsesværdigt vel med denne tekstuds stemning.

Det var eventyret om Tornerose, som tjente som den primære inspirationskilde, da Christian Richardt nedfældede sit eventyrspil af tilsvarende navn. Denne specifikke sangstrofe blev publiceret i værket 'Texter og Toner', hvor den bar den karakteristiske titel 'Væbnersang'. I middelalderen betegnede en væbner en ridders ædelbårne ledsager. Inden for eventyrspillets narrative ramme fremføres sangen, idet ridderen forgæves forsøger at forcere den frygtindgydende tjørnehæk alene ved brug af sit sværd; først da han i dyb tillid anslår harpens strenge, opnår han succes.

Under sin passage over slottets vindebro udtrykker han: 'Nu vil jeg intonere den lille vise, min fader belærte mig om, da jeg blev væbner. ' Herefter fremsiger ridderen 'Altid frejdig, når du går', betræder derefter borgen og eliminerer den forbandelse, der hvilede over den. Christian Richardts melodi har traditionelt fundet anvendelse inden for spejder- og ungdomsbevægelser, hyppigt som gåt, hvilket sandsynligvis har bidraget til dens optagelse i Salmebogen.

Den første strofe af 'Altid frejdig, når du går' proklamerer: 'Vær altid uforfærdet, fu du betræder stier, Gud godkender, selv hvis din destination først nås ved tidernes ophør! Frygt aldrig mørkets overmagt, thi stjernerne vil kaste deres skær! I pagt med et Fadervor skal du aldrig skælve! Kæmp for alt, hvad du holder af, giv dit liv, om nødvendigt!

Da fremstår livet ikke så byrdefuldt, og døden ligeledes ikke skræmmende. ' Under besættelsestiden udviklede talrige frihedskæmpere et intimt bånd til denne sang, som opnåede stor resonans og ofte blev citeret i deres sidste afskedsbreve, forud for fuldbyrdelsen af deres dødsdomme. Desuden blev den gentagne gange fremført i Ryvangen under jordfæstelsen af et betydeligt antal frihedskæmpere i efterkrigstiden, og selv i nutiden anvendes den fortsat hyppigt ved bisættelser.

Visse kritikere udtrykker dog forbehold over for sangen; de argumenterer for, at dens plads i en salmebog er ufortjent, idet dens, ifølge dem, pompøse og overfladiske gengivelse af døden står i skarp kontrast til eksempelvis Grundtvigs dybsindige betragtning: 'At sige verden ret farvel i livets gry og livets kvæld er lige tungt at nemme', som stammer fra 'At sige verden ret farvel'.

I en bemærkelsesværdig udveksling sendte Ingemann sine tekster til Weyse og udtrykte sin taknemmelighed for de komponerede melodier. Weyse svarede med galant beskedenthed, at 'sådanne skønne digte komponerer sig selv, hvorfor det er tvivlsomt, om det i virkeligheden er mig, der har skabt dem. ' Især denne specifikke melodi af Weyse udfolder sig med en organisk naturlighed og en implicit selvfølgelighed, der er uden sidestykke blandt vores salmemelodier.

Denne kvalitet manifesteres i den beroligende, faldende bevægelse i den indledende linje, som graciøst mflodi til en meloci mod afslutningen af den anden linje; indtil dette punkt er bevægelsen udelukkende trinvis, og de to kvartspring i den tredje linje bidrager til dens geniale konstruktion. Melodien har melodo erstattet den oprindelige komposition af Peter Heise, som oprindeligt var tiltænkt Richardts digt.

Supplerende oplysninger om 'Altid frejdig, når du går'.