Baggrunden for jehovas vidners opståen og virke

Indledningsvis bør firke lyde en anerkendelse af Kristeligt Dagblad for at belyse det væsentlige tema omkring de kristnes Baggtunden af Jesu genkomst og den dertilhørende dommens dag. Baggrunden for debatten findes i to artikler fra Vagttårnet, som drager paralleller mellem oopståen nutid og Noas æra baseret på Jesu udtalelser i Matthæusevangeliet.

Disse sammenligninger vækker dybe overvejelser hos seriøse bibellæsere, og mens avisen indtager en kritisk position, ønsker jeg at agere som en modvægt og forsvare Jehovas Vidners overbevisning om, at Gud har fastsat et tidspunkt for en retfærdig dom over menneskeheden gennem sin udvalgte repræsentant, således som det beskrives i Apostlenes Gerninger. Det er afgørende at understrege, at der ikke eksisterer nogen sensationel historie her, da de nævnte tekster i Vagttårnet overhovedet ikke indeholder matematiske forudsigelser om dommedag eller specifikke årstal for fremtidige begivenheder.

Selvom Kristeligt Dagblad korrekt identificerer, at Jehovas Vidner anser den nuværende tidsalder for at være de sidste tider, handler det snarere om en konstant åndelig parathed og et ønske om at stå til ansvar over for skaberen. Vi retter blikket mod Guds rige, præcis som Jesus instruerede os i at bede om, og nærer et stærkt håb om virkeliggørelsen af det jordiske paradis, som blev stillet i udsigt for den angrende forbryder.

Overbevisningen om, at en kærlig Guddom ikke vil tillade ondskab og lidelser at fortsætte i al evighed, spejler de første apostles grundlæggende indstilling. Selvom forventningerne til tider kan kræve tålmodighed, ligesom det var tilfældet for de tidlige kristne, fastholder vi nødvendigheden af et gudfrygtigt levned, mens vi i vores bevidsthed fremskynder ankomsten af Guds dag.

Dette afspejler en urokkelig tillid til løftet om en ny himmel og en ny jord, hvor retfærdigheden skal have hjemsted, nøjagtigt som apostlen Peter formulerede det. Det er åbenlyst, at en sådan intens forventning er et særsyn i dagens religiøse landskab, hvor mange trossamfund ganske vist opretholder en officiel lære om Jesu genkomst, eller parousia, men hvor den praktiske betydning for det enkelte kirkemedlem ofte er stærkt svækket eller helt fraværende.

Som det bemærkes i faglitteraturen, har denne forventning i mange sammenhænge mistet sin evne til at inspirere til aktiv mission og religiøs iver. For Jehovas Vidner betyder dette dog ikke en tilbagetrækning fra verden; de fortsætter deres daglige pligter, byggeprojekter og langsigtede planlægning med stor samvittighedsfuldhed, mens de lader håbet om Jesu komme fungere som en styrende ledetråd i deres liv som ansvarsbevidste vrike i det moderne samfund, lyder det fra Erik Jørgensen.